Smertefulde bylder og sår dækker hans krop fra hoved til fødder. Som et udtryk for sin dybe sorg har han sat sig midt i en askedynge, og det eneste han magter, er at skrabe sin hud med et potteskår. Forestil dig ham siddende dér, nedbøjet, sammensunket og alene – knap nok i stand til at vifte fluerne væk der sværmer omkring ham. Han har mistet alt, hele hans verden er styrtet sammen! Både venner, naboer og slægtninge har svigtet ham, og folk omkring ham, også børnene, gør nar af ham. Faktisk er han overbevist om at selv hans Gud, Jehova, har vendt sig imod ham. Men der tager han fejl. – Job 2:8; 19:18, 22.

 Den mand der er tale om, er Job. Om ham sagde Gud: “Der er ingen som ham på jorden.” (Job 1:8) Mange hundrede år senere betragtede Jehova stadig Job som et af de mest retfærdige mennesker der havde levet. – Ezekiel 14:14, 20.

 Kæmper du med svære prøvelser, eller har du oplevet noget tragisk? Så kan beretningen om Job være til stor trøst for dig. Den kan også hjælpe dig til at forstå hvad det vil sige at være trofast mod Gud. Ægte trofasthed mod Gud indebærer at man er fuldstændigt loyal mod ham og bestræber sig for at gøre hans vilje selv når livet er meget svært. Beretningen om Job er i høj grad værd at se nærmere på.

 Det ser ud til at den trofaste mand Moses nedskrev beretningen om Job noget tid efter Jobs død. Under inspiration fra Gud beskrev han Jobs oplevelser og løftede også sløret for nogle begivenheder der fandt sted i himlen.

 I begyndelsen af beretningen lever Job et godt og lykkeligt liv. Job og hans kone var blevet velsignet med ti børn. Det gik godt for ham økonomisk, og han var en kendt og respekteret person i landet Us – der måske har ligget i den nordlige del af Den Arabiske Halvø. Han gav gavmildt til dem der var i nød, og gik i brechen for de svage. Vigtigst af alt satte Job sit forhold til Gud meget højt. Han gjorde en ihærdig indsats for at leve på en måde Jehova kunne godkende, præcis som hans fjerne slægtninge Abraham, Isak, Jakob og Josef havde gjort. Ligesom disse patriarker tjente Job som præst for sin familie og bragte regelmæssigt ofre til Gud på vegne af sine børn. – Job 1:1-5; 31:16-22.

 Efter at vi har fået lidt at vide om Job, skifter beretningen fokus, og vi får indblik i nogle begivenheder som Job ikke kan have vidst noget om. I himlen var Jehovas trofaste engle forsamlet foran Gud, og den oprørske engel Satan mødte også op. Jehova, som vidste at Satan afskyede den retfærdige Job, henvendte sig direkte til ham og gjorde ham opmærksom på Jobs enestående trofasthed. Frækt svarede Satan: “Er det helt uden grund at Job har tilbedt Gud? ... Du har jo sat et hegn rundt omkring ham for at beskytte ham selv, hans hus og alt hvad han har.” Satan hader dem der er trofaste mod Gud, for når de loyalt og helhjertet holder sig til Jehova, er de med til at udstille Satan som den forræder han er. Derfor hævdede Satan nu at Job kun tjente Gud af selviske grunde. Hvis Job mistede alt, ville han forbande Gud lige op i hans ansigt, lød Satans påstand. – Job 1:6-11.

 Job kunne ikke vide noget om det, men i realiteten fik han et særligt privilegium betroet af Jehova – Job kunne modbevise Satans løgn. Satan fik lov til at tage alt hvad Job ejede, fra ham. Kun Job selv måtte han ikke skade. Straks gik Satan i gang med sin ondskabsfulde plan. I løbet af en enkelt dag blev Job ramt af en hel bølge af frygtelige ulykker. Han fik at vide at alle hans hjorde var gået tabt – først kvæget og æslerne, derefter fårene og til sidst kamelerne. Og værre endnu var de tjenere der havde passet dem, blevet dræbt. I et af tilfældene fik han at vide at det skyldtes “ild fra Gud” – muligvis lynnedslag. Før det helt var gået op for Job hvad der var sket – at mange havde mistet livet og han nu stod over for et liv i fattigdom – ramte det allerhårdeste slag. Hans ti børn havde været samlet hjemme hos den ældste, og pludselig havde en kraftig vind ramt huset så det styrtede sammen. Alle hans børn blev dræbt i denne ulykke! – Job 1:12-19.

 Det er svært, måske umuligt, helt at sætte sig ind i hvordan Job må have haft det. Ude af sig selv af sorg flængede han sit tøj, klippede håret af sit hoved og faldt sammen på jorden. Job konkluderede: “Jehova har givet, og Jehova har taget.” Ja, Satan havde snedigt fået det til at se ud som om det var Gud der stod bag alle ulykkerne. Alligevel forbandede Job ikke Gud, som Satan ellers havde påstået at han ville. Faktisk sagde Job: “Lad Jehovas navn stadig blive lovprist.” – Job 1:20-22.

 Satan var rasende og nægtede at give op, så han trådte endnu en gang frem for Jehova på et tidspunkt hvor englene var forsamlet. Jehova talte igen til ham og fremhævede Job for den trofasthed han havde vist, selv under alle Satans angreb. Satan svarede bistert: “Hud for hud. Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv. Men prøv til en forandring at række din hånd ud for at ramme hans kød og hans knogler. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” Satan var sikker på at Job ville forbande Gud hvis bare han blev alvorligt syg. Men Jehova havde fuld tillid til Job, og han tillod Satan at ramme ham med sygdom – så længe han ikke slog ham ihjel. – Job 2:1-6.

 Snart befandt Job sig i den situation som blev beskrevet i indledningen. Forestil dig hvordan det må have været for hans kone. Hun var stadig i dyb sorg efter at have mistet sine ti børn, og nu kunne hun kun se hjælpeløst til mens hendes mand led på grund af en smertefuld sygdom. Fortvivlet udbrød hun: “Vil du virkelig blive ved med at være trofast? Forband dog Gud, og dø!” Job har sikkert slet ikke kunnet genkende sin elskede kone i de ord. Han konkluderede at hun måtte være ude af balance siden hun kunne sige noget så ufornuftigt. Job nægtede fortsat at forbande Gud, og han syndede ikke med sine ord. – Job 2:7-10.

 Er du klar over at denne tragiske men sande beretning også har betydning for dig personligt? Læg mærke til at Satan ikke blot rettede sin modbydelige anklage mod Job, men mod alle mennesker. Han sagde: “Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv.” Med andre ord mener Satan at ingen af os er i stand til at forblive trofast mod Jehova. Han påstår også at du ikke virkelig elsker Jehova, og at du vil vende ham ryggen hvis det kan redde dig ud af en svær situation. I realiteten hævder Satan at du er lige så selvisk som han er! Vil du gerne modbevise den løgn? Det har vi hver især mulighed for. (Ordsprogene 27:11) Jobs prøver var imidlertid ikke slut. Læg mærke til hvad der nu skete.

 Tre mænd som kendte Job – i beretningen omtales de som hans “venner” – hørte om hans svære situation og rejste hen til ham for at trøste ham. Da de på afstand fik øje på ham, kunne de slet ikke genkende ham. Job var kun en skygge af sig selv – han var forpint af smerte, og hans hud var blevet sort på grund af den alvorlige hudsygdom. Elifaz, Bildad og Sofar, som de tre mænd hed, gjorde meget ud af at virke bedrøvede – de græd højlydt og kastede jord på deres hoveder. Derefter satte de sig tavst på jorden sammen med Job. I en hel uge sad de der, nat og dag, uden at sige et ord. Stilheden var imidlertid ikke et udtryk for ægte omsorg og medfølelse. Det ved vi fordi de ikke stillede Job et eneste spørgsmål. Efter syv dage vidste de altså stadig kun hvad der var tydeligt for alle – at Job havde det frygteligt. – Job 2:11-13; 30:30.

 Det var Job der til sidst måtte tage initiativet til en samtale. Med ord der afslørede at han var tappet for al livsglæde, forbandede han den dag han blev født. Han fortalte også om en af de ting der smertede ham allermest – han troede at det var Gud der var årsag til hans forfærdelige situation. (Job 3:1, 2, 23) Jobs tro på Jehova var intakt, men han havde i den grad brug for trøst. Da hans såkaldte venner begyndte at tale, gik det imidlertid op for ham at det var bedre da de ikke sagde noget. – Job 13:5.

 Elifaz, der muligvis var den ældste og en del ældre end Job, var den første til at tale. Senere kom de to andre også på banen, og i det store og hele lagde de sig tæt op ad Elifaz’ synspunkter. Noget af det de tre mænd sagde, kan måske umiddelbart have virket rigtigt. De kom med den ene floskel efter den anden om at Gud er ophøjet, at han straffer de onde, og at han belønner de gode. Men lige fra begyndelsen fornemmer man en underliggende fjendtlighed. Elifaz’ logik var utroligt indsnævret: Eftersom Gud er god og straffer de onde og Job i Elifaz’ øjne tydeligvis blev straffet, kunne Jobs problemer kun skyldes at han havde gjort noget forkert. – Job 4:1, 7, 8; 5:3-6.

 Job var bestemt ikke enig i det ræsonnement. Han afviste blankt at det skulle være sandt. (Job 6:25) Men efterhånden blev de tre selvudnævnte rådgivere mere og mere overbevist om at Job var skyldig i en skjult synd – han måtte på en eller anden måde fortjene alt det onde der havde ramt ham. Elifaz beskyldte Job for at være arrogant, ond og blottet for gudsfrygt. (Job 15:4, 7-9, 20-24; 22:6-11) Sofar påstod at Job nød at gøre onde ting, og opfordrede ham til at holde op med at synde. (Job 11:2, 3, 14; 20:5, 12, 13) Og Bildad sagde noget særdeles ondskabsfuldt. Han insinuerede at Jobs sønner på en eller anden måde måtte have syndet, og at de derfor fortjente at dø! – Job 8:4, 13.

 De tre mænd gjorde også noget der var endnu værre. De satte ikke bare spørgsmålstegn ved Jobs trofasthed, men hævdede at det i det hele taget var nytteløst at forsøge at være trofast mod Gud. I sin første tale beskrev Elifaz et uhyggeligt møde han havde haft med en dæmon. Den konklusion han drog ud fra denne oplevelse, var helt afsporet og meget skadelig. Han sagde om Gud: “Selv sine tjenere tror han ikke på; han finder fejl hos sine engle.” Hvis denne sataniske tanke havde været sand, ville det betyde at mennesker slet ikke er i stand til at opnå Guds godkendelse. Senere påstod Bildad også at Jobs trofasthed ikke havde den mindste værdi for Gud – den betød ikke mere for ham end en maddikes trofasthed. – Job 4:12-18; 15:15; 22:2, 3; 25:4-6.

 Har du nogensinde prøvet at skulle trøste en der er dybt nedtrykt? Det er bestemt ikke let. Men vi kan lære en hel del af Jobs dårlige venner – mest om hvad man ikke skal gøre. I løbet af den endeløse strøm af højtravende ord og fejlagtige ræsonnementer brugte de ikke på noget tidspunkt Jobs navn. De var tydeligvis fuldstændigt ligeglade med Jobs knuste hjerte og kunne slet ikke se at der var behov for at vise ekstra hensyn. a Hvis en du holder af, er ked af det, så gør dit bedste for at være omsorgsfuld, mild og venlig. Dit mål skal være at opmuntre ham og styrke hans tro. Hjælp ham til at stole på Gud og have tillid til at Han er god, barmhjertig og retfærdig. Det var det Job ville have gjort over for sine venner hvis rollerne havde været byttet rundt. (Job 16:4, 5) Men hvordan reagerede Job på deres gentagne anklager imod ham?

 Allerede inden vennerne begyndte at tale, var Job i dyb desperation. Som han fra begyndelsen indrømmede, fik han indimellem sagt noget tankeløst, noget der var “en fortvivlet mands udtalelser”. (Job 6:3, 26) I betragtning af det han kæmpede med, er det forståeligt nok. Udtalelserne var også et resultat af at han ikke kunne se det fulde billede. Fordi de mange ulykker ramte Job og hans familie så pludseligt og virkede helt overnaturlige, antog Job at det måtte være Jehova der stod bag. Der var sket nogle betydningsfulde ting i himlen som Job slet ikke vidste noget om, og derfor kom han frem til nogle forkerte konklusioner ud fra sine egne antagelser.

 Job havde dog stadig en stærk tro. Det skinnede tydeligt igennem i meget af det han sagde i den lange debat – sande og smukke ord som også kan opmuntre os i dag. Han beskrev skaberværkets undere på en måde som intet menneske ville have været i stand til uden Guds hjælp. For eksempel sagde han at Jehova “hænger jorden op på intet”, en udtalelse der videnskabeligt set var mange hundrede år forud for sin tid. b (Job 26:7) Job talte også om sit håb for fremtiden og gav udtryk for en overbevisning som andre trofaste mænd også har haft. Han havde tillid til at hvis han døde, ville Gud huske ham, endda savne ham, og på et tidspunkt i fremtiden give ham livet igen. – Job 14:13-15; Hebræerne 11:17-19, 35.

 Men hvad med spørgsmålet om trofasthed? Elifaz og hans to venner havde hårdnakket påstået at det ikke har nogen betydning for Gud om et menneske er trofast eller ej. Godtog Job den infame påstand? Absolut ikke! Job slog fast at menneskers trofasthed har stor betydning for Gud. Tillidsfuldt sagde han om Jehova: “Han [vil] se at jeg er trofast mod ham.” (Job 31:6) Desuden var det blevet helt klart for Job at de ræsonnementer hans såkaldte venner fremførte, ikke var trøst, men i virkeligheden et angreb på hans personlige integritet. I sin frustration fremholdt Job nu sin længste tale, som til sidst lukkede munden på de tre mænd.

 Job vidste at trofasthed kommer til udtryk i den måde man lever sit liv på. Så han forsvarede sig selv ved at fortælle hvordan han havde været trofast på livets forskellige områder. For eksempel havde han ikke tilbedt afguder, han havde behandlet andre med venlighed og respekt, han havde holdt sig moralsk ren og værnet om sit ægteskab, og frem for alt var han forblevet fuldstændigt loyal mod den eneste sande Gud, Jehova. Job havde altså ikke svigtet Gud, og derfor kunne han af hele sit hjerte sige: “Jeg vil blive ved med at være trofast lige til jeg dør!” – Job 27:5; 31:1, 2, 9-11, 16-18, 26-28.

 Er du lige så besluttet som Job på at forblive trofast mod Jehova? Job var klar over at trofasthed ikke bare kommer til udtryk i det vi siger. Vi må hver dag vise at vi loyalt og helhjertet tjener Gud ved at adlyde ham og gøre det der er rigtigt i hans øjne – selv når vi har det meget svært. Hvis vi gør det, vil det helt sikkert glæde Jehova og frustrere hans fjende, Satan, ligesom det var tilfældet med Job. Det er den bedste måde vi kan efterligne Job på.

 Men beretningen om Job er slet ikke slut endnu. Job var kommet ud af balance; han var blevet så optaget af at retfærdiggøre sig selv at han helt havde glemt at forsvare Gud. Han havde brug for at blive korrigeret og hjulpet til at se tingene fra Guds perspektiv. Desuden gjorde hans smerter og dybe sorg at han desperat havde brug for trøst. Hvad ville Jehova gøre for at hjælpe denne trofaste mand? Det vil vi se nærmere på i en anden artikel i denne serie.