„JEG følte mig stærkt presset til at beherske mine følelser,“ fortæller Mike med tanke på sin faders død. Han mente at det ville være mandigt af ham at beherske sig, men senere indså han at han tog fejl. Så da Mikes ven mistede sin bedstefader var han ikke i tvivl om hvilket råd han skulle give. Han fortæller: „For et par år siden ville jeg have klappet ham på skulderen og sagt: ’Tag det som en mand.’ Nu lagde jeg blot hånden på hans arm og sagde: ’Undertryk ikke dine følelser. Det vil hjælpe dig til at komme over det. Hvis du gerne vil have at jeg går, så går jeg. Hvis du gerne vil have at jeg bliver, så gør jeg dét. Men vær ikke bange for at vise dine følelser.’“

Også MaryAnne, der mistede sin mand, følte sig presset til at beherske sine følelser. „Jeg havde så travlt med at være et godt eksempel for andre at jeg ikke tillod mig selv at nære de normale følelser,“ forklarer hun. „Men til sidst gik det op for mig at det ikke gavnede mig at forsøge at spille stærk. Jeg analyserede min situation og sagde til mig selv: ’Græd hvis du trænger til det. Forsøg ikke at være så stærk. Lad følelserne få frit løb.’“

Både Mike og MaryAnne giver altså dette råd: Giv dig selv lov til at sørge! Og de har ret. Hvorfor? Fordi sorgen er nødvendig for at følelserne kan få afløb. At give luft for sine følelser kan lette det pres man er udsat for. Hvis de naturlige udtryk for følelser er kædet sammen med forståelse og nøjagtig viden, vil de sætte én i stand til at se sine følelser i det rette perspektiv.

Nu giver alle naturligvis ikke udtryk for sorg på samme måde. Og forskellige faktorer, som hvorvidt dødsfaldet indtraf pludseligt eller efter lang tids sygdom, kan have indflydelse på de efterladtes følelsesmæssige reaktion. Men én ting synes sikker: At undertrykke sine følelser kan volde både fysisk og følelsesmæssig skade. Det er langt sundere at give luft for sin sorg. Men hvordan gør man det? Bibelen indeholder nogle praktiske råd.

Det kan være en lettelse at tale om det. Efter at patriarken Job havde mistet alle sine ti børn og været udsat for andre personlige tragedier, sagde han: „Min sjæl er led ved livet. Jeg vil give luft for [hebraisk: „give slip på“] min bekymring over mig selv. Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.“ (Job 1:2, 18, 19; 10:1) Job kunne ikke længere holde  sin bekymring tilbage. Han havde behov for at give luft for den; han måtte „tale“. Shakespeare skrev i Macbeth: „Giv din smerte ord. Det tyder på, når sorgen mælet mister, at hjertet er så fuldt, at snart det brister.“

Ja, at fortælle om sine følelser til en ven der vil lytte tålmodigt og deltagende, kan lindre sorgen. (Ordsprogene 17:17) At sætte ord på sine følelser og oplevelser gør det ofte lettere at forstå dem og bearbejde dem. Og hvis vennen også selv engang har mistet en han eller hun holdt af og er kommet over det, kan vedkommende måske endda give dig nogle praktiske forslag til hvordan du bedst kan klare situationen. En moder der mistede sit barn har fortalt at det hjalp hende at tale med en anden kvinde der havde oplevet det samme: „Det var meget styrkende for mig at vide at en anden havde oplevet det samme som jeg og var kommet igennem det uden mén, at hun stadig klarede sig og igen havde fået styr på tilværelsen.“

Men hvad nu hvis man ikke bryder sig om at tale om sine følelser? Efter Sauls og Jonatans død skrev David en stærkt følelsesbetonet klagesang hvori han gav luft for sin sorg. Denne sørgesang blev med tiden en del af Bibelen og findes i Anden Samuelsbog. (2 Samuel 1:17-27; 2 Krønikebog 35:25) Nogle har lettere ved at udtrykke deres følelser på skrift. En enke fortæller at hun skrev ned hvad hun følte og læste det nogle dage senere. Hun fandt at det hjalp hende til at bearbejde sin sorg.

Det at give udtryk for sine følelser, enten ved at tale med nogen om dem eller ved at skrive om dem, kan lette sorgen. Det kan også være med til at fjerne misforståelser. En moder der har mistet sit barn fortæller: „Min mand og jeg hørte om ægtepar der var blevet skilt efter at have mistet et barn, og vi ønskede ikke at det skulle ske for os. Så hver gang vi var vrede og havde lyst til at give hinanden skylden for det der var sket, talte vi ud om det. Jeg synes at vi på den måde fik et meget nærmere forhold til hinanden.“ Hvis man giver udtryk for sine følelser, vil det hjælpe en til at forstå at selv om man har oplevet det samme tab, sørger den anden måske anderledes — i et andet tempo og på sin egen måde.

Noget andet der kan lindre sorgen er at græde. Bibelen siger at der er „en tid til at græde“. (Prædikeren 3:1, 4) Når en vi holder af, dør, er det tid til at græde. Meget tyder på at det at græde af sorg er en nødvendig del af helingsprocessen.

En ung kvinde fortæller hvordan hendes veninde hjalp hende da hendes moder døde. Hun fortæller: „Min veninde var der altid. Hun græd sammen med mig. Hun talte med mig. Jeg kunne helt åbent fortælle hende om mine følelser, og det betød meget for mig. Jeg behøvede ikke at være flov  over at græde.“ (Se Romerbrevet 12:15.) Man behøver altså ikke at skamme sig over at man græder. Som vi har set findes der mange eksempler i Bibelen på at trofaste mænd og kvinder — deriblandt Jesus Kristus — åbent græd af sorg uden at det tilsyneladende gjorde dem flove. — 1 Mosebog 50:1; 2 Samuel 1:11, 12; Johannes 11:33, 35.

Måske oplever du at dine følelser i et stykke tid er noget uforudsigelige. Man kan helt uventet begynde at græde. En enke oplevede at det at købe ind (noget hun ofte havde gjort sammen med sin mand) kunne få hende til at briste i gråd, især når hun af gammel vane rakte ud efter ting som hendes mand havde syntes særlig godt om. Vær tålmodig med dig selv. Føl ikke at du skal holde tårerne tilbage. De er en naturlig og nødvendig del af sorgprocessen.

Som nævnt i det foregående kommer nogle til at lide af skyldfølelse efter at have mistet en de holdt af. Det kan være med til at forklare den dybe sorg som den trofaste Jakob følte da han blev forledt til at tro at hans søn Josef var blevet dræbt af „et glubsk vilddyr“. Det var nemlig Jakob selv der havde sendt Josef ud for at se hvordan det stod til med hans brødre. Derfor bebrejdede han sikkert sig selv og tænkte måske: ’Hvorfor sendte jeg også Josef af sted alene? Hvorfor sendte jeg ham ud i et område fyldt med vilddyr?’ — 1 Mosebog 37:33-35.

Måske føler du at en eller anden forsømmelighed fra din side har medvirket til dødsfaldet. Men at forstå at skyldfølelse — hvad enten den er begrundet eller ej — er en normal reaktion på sorg, kan i sig selv være en hjælp. Også her gælder det at man ikke nødvendigvis skal holde sådanne følelser for sig selv. Det kan være tiltrængt at få luft for dem ved at fortælle andre hvor skyldbetynget man føler sig.

Men det er vigtigt at forstå at uanset hvor højt vi elsker andre, kan vi ikke styre deres liv, og vi kan heller ikke beskytte dem vi holder af mod „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Desuden  havde du jo ganske givet ikke noget ondt i sinde. Når du for eksempel ikke havde fået din slægtning til at søge læge noget før, var det da fordi du ønskede at han eller hun skulle blive syg og dø? Naturligvis ikke! Er det da din skyld at vedkommende er død? Nej.

En moder lærte at overvinde den skyldfølelse der plagede hende efter at hendes datter var død ved en bilulykke. Hun fortæller: „Jeg bebrejdede mig selv at jeg havde sendt hende af sted. Men efterhånden gik det op for mig at det var absurd at føle sådan. Der var jo ikke noget galt i at sende hende af sted sammen med sin fader for at besørge et ærinde. Det der skete var forfærdeligt, men helt tilfældigt.“

’Men der er så meget jeg ville ønske at jeg havde sagt eller gjort,’ siger du måske. Det er måske sandt nok, men hvem af os kan sige at vi har været den fuldkomne fader, moder, søn eller datter? Bibelen minder os om følgende sandhed: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2; Romerne 5:12) Vi må derfor acceptere den kendsgerning at vi ikke er fuldkomne. Det ændrer intet at gå og tænke på alt det man kunne have gjort, men det kan betyde at man er længere tid om at komme over dødsfaldet.

Hvis du mener at du har grund til at føle dig skyldbetynget, og det ikke blot er noget du forestiller dig, så tænk over det der mere end noget andet kan dæmpe din skyldfølelse — Guds tilgivelse. Bibelen giver os denne forsikring: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå? For hos dig er tilgivelsen.“ (Salme 130:3, 4) Vi kan ikke gå tilbage i tiden og ændre noget. Men vi kan bede Gud om tilgivelse for de fejl vi har begået. Hvordan kan det hjælpe os? Jo, hvis Gud har lovet at han vil tilgive os og ’viske tavlen ren’, bør vi da ikke også kunne tilgive os selv? — Ordsprogene 28:13; 1 Johannes 1:9.

Er du vred — måske på læger, sygeplejersker og venner eller endda på den afdøde? Også dette er en ganske normal reaktion på et dødsfald. Måske er din vrede en naturlig følge af den smerte du føler. En skribent har sagt: „Kun ved at blive opmærksom på vreden — ikke ved at give efter for den, men ved at erkende at man er vred — kan man frigøre sig fra dens nedbrydende virkning.“

Det kan være en hjælp at give udtryk for vreden. Men hvordan? Bestemt ikke gennem ukontrollerede vredesudbrud. Bibelen siger advarende at det er farligt at være vred i længere tid. (Ordsprogene 14:29, 30) Måske kan man finde trøst ved at tale med en forstående ven om det. Andre synes at det dæmper vreden at motionere energisk. — Se også Efeserbrevet 4:25, 26.

Skønt det er vigtigt at være åben og ærlig med hensyn til sine følelser, er det her på sin plads med et advarende ord. Der er stor forskel på det at give udtryk for sine følelser og det at læsse dem over på andre. Der er ingen grund til at give andre skylden for den vrede og frustration man føler. Vær opmærksom på at få talt ud om dine følelser, men ikke på en uvenlig måde. (Ordsprogene 18:21) Vi vil nu se på noget andet der i høj grad kan være med til at lindre sorgen.

I Bibelen finder vi denne forsikring: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han  frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Ja, et nært forhold til Gud kan mere end noget andet hjælpe dig til at komme over et dødsfald i din familie eller i din omgangskreds. Hvordan det? Alle de praktiske forslag der gives i denne brochure er baseret på eller i harmoni med Guds ord, Bibelen. At følge dem kan hjælpe dig til at komme videre.

Man skal heller ikke undervurdere bønnens betydning. Bibelen giver os denne tilskyndelse: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) Hvis det kan hjælpe at fortælle en deltagende ven om sine følelser, hvor meget mere vil det da ikke hjælpe at udøse sit hjerte for „al trøsts Gud“? — 2 Korinther 1:3.

Det vil ikke sige at bønnen blot vil få os til at føle os bedre tilpas. Den Gud „som hører bøn“ har lovet at give sin hellige ånd til sine tjenere når de oprigtigt beder ham om den. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Guds hellige ånd eller virksomme kraft kan give dig en „kraft som er ud over det normale“ til at klare én dag ad gangen. (2 Korinther 4:7) Glem ikke at Gud kan hjælpe sine trofaste tjenere til at udholde ethvert problem de måtte komme ud for.

En kvinde der har mistet en datter fortæller hvordan bønnen hjalp hende og hendes mand gennem sorgen. „Hvis vi var hjemme om aftenen og sorgen næsten ikke var til at bære, bad vi højt sammen,“ fortæller hun. „Første gang vi skulle foretage os noget uden hende — overvære det første møde eller det første stævne — bad vi om styrke til at klare det. Når vi stod op om morgenen og de barske realiteter forekom ulidelige, bad vi Jehova om at hjælpe os. Af en eller anden grund var det svært for mig at gå ind i huset alene; så hver gang jeg kom hjem alene, bad jeg Jehova om at hjælpe mig til at bevare roen.“ Denne trofaste kvinde er med rette fuldt og fast overbevist om at disse bønner hjalp. Du kan også som svar på dine vedholdende bønner opleve at ’Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte dit hjerte og dit sind’. — Filipperne 4:6, 7; Romerne 12:12.

Ja, Gud kan virkelig hjælpe os. Den kristne apostel Paulus skrev at Gud „trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel“. Sandt nok fjerner hjælpen fra Gud ikke smerten, men den kan gøre det lettere at bære den. Dermed være ikke sagt at du ikke længere vil græde eller at du vil glemme den afdøde. Men du vil kunne komme over sorgen. Og når du har fået det bedre, kan det du har været igennem gøre dig mere forstående og medfølende når du skal hjælpe andre til at bære et lignende tab. — 2 Korinther 1:4.