lignelser: Eller “illustrationer”. Det græske ord parabole, som bogstaveligt betyder “at stille ved siden af (sammen)”, kan bruges om en sammenligning, et ordsprog eller en illustration. Jesus forklarede ofte noget ved at ‘stille det ved siden af’, eller sammenligne det med, noget der minder om det. (Mr 4:30) Hans lignelser var korte og som regel opdigtede historier som man kunne drage en moralsk eller åndelig lære af.

tårn: Herfra havde man et godt overblik så man kunne beskytte vingården mod tyve og dyr. – Esa 5:2.

lejede: Denne ordning var almindeligt udbredt i Israel i det første århundrede. I dette tilfælde havde ejeren gjort et stort forarbejde, og derfor var det kun rimeligt at han forventede et afkast.

lignelser: Se studienote til Mt 13:3.

tårn: Se studienote til Mt 21:33.

lejede: Se studienote til Mt 21:33.

hovedhjørnestenen: Eller “den vigtigste sten”. Det hebraiske udtryk i Sl 118:22 og det græske udtryk der anvendes her, betyder bogstaveligt “hjørnets hoved”. Selvom det er blevet forstået på forskellige måder, henviser det tydeligvis til den sten der blev anbragt i det øverste hjørne af en bygning hvor to mure mødtes, med det formål at forbinde disse mure med hinanden. Jesus citerede denne profeti og anvendte den på sig selv som “hovedhjørnestenen”. Ligesom den øverste sten på en bygning har en fremtrædende plads, er Jesus Kristus den betydningsfulde topsten eller slutsten i den salvede kristne menighed, der sammenlignes med et åndeligt tempel.

dette skriftsted: Entalsformen af det græske ord grafe henviser her til en specifik passage i Skrifterne, nemlig Sl 118:22, 23.

hovedhjørnestenen: Se studienote til Mt 21:42.

Jehova: I dette citat fra Sl 118:22, 23 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

tilhængerne af Herodes’ parti: Se Ordforklaring.

skat: Eller “kopskat”. Se studienote til Mt 22:17.

kejseren: Se studienote til Mt 22:17.

skat: Eller “kopskat”. En årlig skat, der sandsynligvis svarede til en denar, eller en dagløn, som romerne pålagde alle der var blevet registreret ved folketælling. – Lu 2:1-3.

kejseren: Under Jesus’ jordiske tjeneste var det Tiberius der var kejser, men udtrykket hentydede ikke kun til den siddende kejser. “Kejseren” kunne også henvise til den romerske øvrighed, staten, og dens indsatte repræsentanter, som Paulus kalder “de højere myndigheder”, og Peter kalder “kongen” og hans “statholdere”. – Ro 13:1-7; 1Pe 2:13-17; Tit 3:1; se Ordforklaring.

denar: Denne romerske sølvmønt som havde et billede af kejseren på den ene side, var den mønt romerne krævede at jøderne betalte kopskat med. (Mr 12:14) Da Jesus var på jorden, fik en landarbejder almindeligvis en denar for en arbejdsdag på 12 timer, og i De Kristne Græske Skrifter blev værdier ofte angivet i denarer. (Mt 20:2; Mr 6:37; 14:5; Åb 6:6) Der blev anvendt mange forskellige kobber- og sølvmønter i Israel, deriblandt sølvmønter der var fremstillet i Tyrus, som man betalte tempelskatten med. Men når man skulle betale skat til Rom, brugte man åbenbart en sølvdenar, som var præget med et billede af kejseren. – Se Ordforklaring og Tillæg B14.

billede og titel: På den tid var der på forsiden af en almindelig denar et billede af den laurbærkronede romerske kejser Tiberius, der regerede fra år 14 til år 37 e.v.t., og en inskription på latin: “Kejser Tiberius Augustus, søn af den guddommelige Augustus.” – Se også Tillæg B14.

billede og titel: Se studienote til Mt 22:20.

giv: Eller “tilbagebetal”. Bogst.: “giv ... tilbage”. Kejseren sørgede for at der blev fremstillet mønter, så han havde ret til at kræve nogle af dem tilbage. Men kejseren havde ikke ret til at kræve at en person viede sit liv til ham. Gud er den der giver mennesker “liv og ånde og alting”. (ApG 17:25) Så det er kun Gud man kan vie sit liv og hele sit hjerte til, for han er den eneste der har ret til at kræve udelt hengivenhed.

Gud det der er Guds: Dette omfatter et menneskes helhjertede tilbedelse, helhjertede kærlighed og fuldstændige og loyale lydighed. – Mt 4:10; 22:37, 38; ApG 5:29; Ro 14:8.

Giv: Se studienote til Mt 22:21.

kejseren det der er kejserens: Jesus’ svar her (og i parallelberetningerne i Mt 22:21 og Lu 20:25) er det eneste nedskrevne eksempel på at Jesus omtaler den romerske kejser. “Det der er kejserens”, indbefatter både betaling for de tjenesteydelser som de verdslige myndigheder giver, og den ære og relative underkastelse man har pligt til at vise sådanne myndigheder. – Ro 13:1-7.

Gud det der er Guds: Se studienote til Mt 22:21.

saddukæere: Dette er den eneste gang saddukæerne omtales i Markusevangeliet. (Se Ordforklaring). Navnet (græsk: saddoukaios) kommer sandsynligvis af navnet Sadok (der ofte staves Saddouk i Septuaginta). Han blev ypperstepræst på Salomons tid, og hans efterkommere tjente åbenbart som præster i århundreder. – 1Kg 2:35.

opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om en opstandelse fra de døde. (Mt 22:23, 31; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står: “Dine døde skal leve”. – Se Ordforklaring.

den anden giftede sig med hende: Hvis en mand blandt israelitterne i fortiden døde uden at have fået sønner, forventedes det at hans bror giftede sig med enken for at få børn der kunne videreføre den afdødes slægtslinje. (1Mo 38:8) Denne ordning, der senere blev en del af Moseloven, var kendt som svogerægteskab, eller leviratsægteskab. (5Mo 25:5, 6) At saddukæerne omtaler svogerægteskab, viser at det stadig var en almindelig praksis på Jesus’ tid. Loven gav rum for at en slægtning kunne nægte at indgå svogerægteskab, men hvis en mand ikke ville “føre sin brors slægt videre”, bragte han skam over sig selv. – 5Mo 25:7-10; Ru 4:7, 8.

Skrifterne: Et udtryk man ofte brugte som betegnelse for de inspirerede Hebraiske Skrifter som et hele.

Skrifterne: Se studienote til Mt 22:29.

Moses’ bog: Det var kun Moses’ skrifter saddukæerne accepterede som inspirerede. De var modstandere af det Jesus lærte andre om opstandelsen, for de mente åbenbart ikke at der var grundlag for en sådan lære i Pentateuken. Jesus kunne have citeret mange skriftsteder, såsom Esa 26:19, Da 12:13 og Ho 13:14, for at vise at de døde ville få en opstandelse. Men fordi Jesus vidste hvilke skrifter saddukæerne anerkendte, byggede han sin argumentation på noget Jehova havde sagt gennem Moses. – 2Mo 3:2, 6.

at Gud sagde til ham: Jesus henviser her til en samtale mellem Moses og Jehova der fandt sted omkring år 1514 f.v.t. (2Mo 3:2, 6) På det tidspunkt havde Abraham været død i 329 år, Isak i 224 og Jakob i 197 år. Alligevel sagde Jehova ikke: ‘Jeg var deres Gud.’ Han sagde: ‘Jeg er deres Gud.’ – Se studienote til Mr 12:27.

de levendes: Ifølge parallelberetningen i Lu 20:38 siger Jesus også: “De er nemlig alle levende for ham [eller “i hans øjne”].” Bibelen viser at mennesker der er i live, men som har fjernet sig fra Gud, er døde i hans øjne. (Ef 2:1; 1Ti 5:6) På lignende måde er Guds godkendte tjenere der dør, stadig levende i Jehovas øjne fordi hans løfte om at oprejse dem helt sikkert vil gå i opfyldelse. – Ro 4:16, 17.

de levendes: Ifølge parallelberetningen i Lu 20:38 siger Jesus også: “De er nemlig alle levende for ham [eller “i hans øjne”].” Bibelen viser at mennesker der er i live, men som har fjernet sig fra Gud, er døde i hans øjne. (Ef 2:1; 1Ti 5:6) På lignende måde er Guds godkendte tjenere der dør, stadig levende i Jehovas øjne fordi hans løfte om at oprejse dem helt sikkert vil gå i opfyldelse. – Ro 4:16, 17.

Hør, Israel: I dette vers er der citeret en større del fra 5Mo 6:4, 5 end der er i parallelberetningerne i Matthæus- og Lukasevangeliet. Her forekommer også introduktionen til den såkaldte Shema, eller det der svarer til den jødiske trosbekendelse, som findes i 5Mo 6:4-9; 11:13-21. Navnet “Shema” kommer af det første ord i dette vers på hebraisk, shema, der betyder: “Hør!”

Jehova vores Gud er én Jehova: Eller “Jehova er vores Gud; Jehova er én”, eller “Jehova er vores Gud; der er én Jehova”. I den hebraiske tekst i 5Mo 6:4, der er citeret her, kan ordet “én” hentyde til at nogen er unik, den eneste af sin slags. Jehova er den eneste sande Gud; ingen falsk gud kan måle sig med ham. (2Sa 7:22; Sl 96:5; Esa 2:18-20) I 5. Mosebog mindede Moses israelitterne om at de kun skulle tilbede Jehova. De skulle ikke gøre som folkeslagene omkring dem, der tilbad alle mulige falske guder og gudinder. Nogle af disse guder blev betragtet som herskere over bestemte dele af naturen, og nogle var forskellige versioner af den samme guddom. Det hebraiske ord for “én” kan også indeholde tanken om enhed og ensartethed i hensigt og handling. Jehova er ikke utilregnelig, og han er heller aldrig splittet. Han er tværtimod altid den samme, altid trofast og loyal. Den samtale vi finder i Mr 12:28-34, er også nævnt i Mt 22:34-40, men det er kun Markus der har taget de indledende ord med: “Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova.” Buddet om at elske Gud kommer lige efter udtalelsen om at Jehova er én, og det indikerer at hans tilbederes kærlighed til ham også må være udelt.

Jehova ... Jehova: I dette citat fra 5Mo 6:4 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), to gange i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

hjerte ... sjæl ... styrke ... sind: Her citerer en lovkyndig fra 5Mo 6:5, hvor der i den oprindelige hebraiske tekst står tre ord – hjerte, sjæl og styrke. Men ifølge Lukas’ beretning, som er skrevet på græsk, henviser manden til fire udtryk: hjerte ... sjæl ... styrke og sind. Mandens svar indikerer at det på Jesus’ tid åbenbart var almindeligt anerkendt at alle fire græske udtryk var indbefattet i de tre hebraiske ord i det originale citat. – En mere detaljeret behandling af emnet findes i studienoten til Mr 12:30.

sjæl: Eller “hele din person”. – Se Ordforklaring.

sind: Dvs. forstand eller tænkeevne. Et menneske må bruge sit sind og sine forskellige evner for at lære Gud at kende og få større kærlighed til ham. (Joh 17:3; Ro 12:1) Her citeres der fra 5Mo 6:5, hvor der i den hebraiske tekst bruges tre udtryk: ‘hjerte, sjæl og styrke’. Men i den græske tekst i Matthæusevangeliet bruges ordet for “sind”, og ikke ordet for “styrke”. Der kan være flere grunde til dette. For det første: På hebraisk var der ikke noget specifikt ord for “sind”, men det som ordet dækker, blev ofte beskrevet med ordet “hjerte”. Når ordet bruges billedligt, henviser det til hele et menneskes indre; det indbefatter menneskets tanker, følelser, holdninger og motiver. (5Mo 29:4; Sl 26:2; 64:6; se studienote til hjerte i dette vers). Når ordet for “hjerte” forekommer i den hebraiske tekst, bruger den græske Septuaginta derfor ofte det græske ord for “sind”. (1Mo 8:21; Ord 2:10; Esa 14:13) En anden grund til at Matthæus brugte det græske ord for “sind” i stedet for “styrke” da han citerede fra 5Mo 6:5, kan være at det hebraiske ord der gengives med “styrke” [eller “virkekraft”, fdn.], kan hentyde til mentale eller intellektuelle evner såvel som til fysisk styrke. Uanset hvordan det forholder sig, kan denne overlapning i betydning være med til at forklare hvorfor de der skrev evangelierne, ikke brugte nøjagtigt det samme ord som på hebraisk når de citerede fra 5. Mosebog. – Se studienoter til Mr 12:30; Lu 10:27.

Jehova: I dette citat fra 5Mo 6:5 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

hjerte: Når ordet bruges billedligt, hentyder det som regel til alt det der udgør det indre menneske. Men når det nævnes sammen med “sjæl” og “sind”, har det en mere specifik betydning og henviser til personens følelser, ønsker og stemninger. De fire ord der nævnes her (hjerte, sjæl, sind og styrke), er ikke helt adskilte men overlapper hinanden i betydning. Det giver den stærkest tænkelige understregning af at mennesket skal elske Gud helt og fuldt. – Se studienoter til sind og styrke i dette vers.

sjæl: Se studienote til Mt 22:37.

sind: Dvs. forstand eller tænkeevne. Et menneske må bruge sit sind og sine forskellige evner for at lære Gud at kende og få større kærlighed til ham. (Joh 17:3; Ro 12:1) Her citeres der fra 5Mo 6:5, hvor der i den hebraiske tekst bruges tre udtryk: ‘hjerte, sjæl og styrke’. Men i den græske tekst i Markusevangeliet nævnes fire forskellige udtryk: hjerte, sjæl, sind og styrke. Der kan være flere grunde til dette. Ordet “sind” kan være blevet tilføjet for at give en bedre forståelse af hebraiske begreber der overlapper hinanden. På hebraisk var der ikke noget specifikt ord for “sind”, men det som ordet dækker, blev ofte beskrevet med ordet “hjerte”. Når ordet bruges billedligt, henviser det til hele et menneskes indre; det indbefatter menneskets tanker, følelser, holdninger og motiver. (5Mo 29:4; Sl 26:2; 64:6; se studienote til hjerte i samme vers). Når ordet for “hjerte” forekommer i den hebraiske tekst, bruger den græske Septuaginta derfor ofte det græske ord for “sind”. (1Mo 8:21; 17:17; Ord 2:10; Esa 14:13) Markus’ brug af ordet sind kan også indikere at det hebraiske ord for “styrke” og det græske ord for “sind” overlapper hinanden i betydning. (Se også ordlyden i Mt 22:37, hvor der står “sind” og ikke “styrke”). At ordenes betydning overlapper hinanden, kan være med til at forklare hvorfor den skriftlærde brugte ordet “forstand” i sit svar til Jesus. (Mr 12:33) Det kan også være med til at forklare hvorfor de der skrev evangelierne, ikke brugte nøjagtigt de samme ord som på hebraisk når de citerede fra 5Mo 6:5. – Se studienote til styrke i dette vers og studienoter til Mt 22:37; Lu 10:27.

styrke: Som det fremgår af studienoten til sind, forekommer der i den originale hebraiske tekst i dette citat fra 5Mo 6:5 tre udtryk, nemlig ‘hjerte, sjæl og styrke’. Det hebraiske ord der gengives med “styrke” [eller “virkekraft”, fdn.], kan hentyde til mentale eller intellektuelle evner såvel som til fysisk styrke. Det kan være endnu en grund til at ordet “sind” er taget med når dette skriftsted bliver citeret i De Kristne Græske Skrifter. Det kan også forklare hvorfor der i Mt 22:37 bruges ordet “sind” men ikke “styrke” i samme citat. Uanset hvordan det forholder sig, så anvendte en skriftlærd (ifølge Lukas’ beretning [10:27] der er skrevet på græsk) de fire udtryk hjerte, sjæl, sind og styrke da han citerede det samme vers fra De Hebraiske Skrifter, og det indikerer at det på Jesus’ tid åbenbart var almindeligt anerkendt at alle fire græske udtryk var indbefattet i de tre hebraiske ord i det originale citat.

Derefter kommer dette: Jesus’ direkte svar på farisæerens spørgsmål er gengivet i Mr 12:29, 30, men nu går Jesus et skridt videre. Efter at have besvaret det oprindelige spørgsmål citerer han et andet bud (3Mo 19:18) og understreger derved at de to bud er uløseligt forbundet med hinanden, og at hele Loven og Profeterne kan opsummeres i dem. – Mt 22:40.

medmenneske: Se studienote til Mt 22:39.

medmenneske: Det græske ord for “medmenneske”, eller “næste” (bogst.: “den der er nær”), kan betyde mere end en der bare er i nærheden, for eksempel en nabo. Det kan omfatte alle som en person kommer i berøring med. – Lu 10:29-37; Ro 13:8-10; se studienote til Mt 5:43.

brændofre: Det græske ord holokautoma (der kommer af ordene holos, der betyder “hel, helt” og kaio, der betyder “at brænde”) forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i He 10:6, 8. Det er et udtryk der anvendes i Septuaginta som en gengivelse af et hebraisk ord der beskriver ofre der skulle opbrændes fuldstændigt i ild. Hele dyret skulle frembæres for Gud uden at nogen del af det blev spist af den der kom med offergaven. Dette græske ord bruges i Septuaginta i 1Sa 15:22 og Ho 6:6, og den skriftlærde kan have haft disse vers i tanke da han talte med Jesus. (Mr 12:32) I symbolsk forstand gav Jesus sig selv helt og fuldt som et ‘brændoffer’.

Jehova: I dette citat fra Sl 110:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

torvene: Se studienote til Mt 23:7.

torvene: Eller “forsamlingspladserne”. Det græske ord agora henviser her til en åben plads der var et center for handel, og det sted hvor folk mødtes i byerne i oldtidens Mellemøsten og den græske og romerske verden.

forreste siddepladser: Eller “bedste siddepladser”. Synagogens forstandere og fornemme gæster sad i nærheden af skriftrullerne så hele menigheden kunne se dem. Disse ærespladser var sikkert reserveret til sådanne fornemme personer.

forreste siddepladser: Se studienote til Mt 23:6.

tempelkassen: Dette udtryk kan henvise til den del af templet der omtales som “skatkammeret” i Joh 8:20, der måske lå i det område der kaldes Kvindernes Forgård, hvor der stod 13 bidragsbøsser. (Se Tillæg B11). Man mener at templet også havde et større skatkammer hvor pengene fra bidragsbøsserne blev opbevaret.

bidragsbøsserne: Gamle jødiske kilder siger at disse bidragsbøsser, eller beholdere, var formet som trompeter, eller horn, med små åbninger foroven. Folk lagde bidrag til forskellige formål i dem. Det græske ord der bruges her, findes også i Joh 8:20, hvor det er oversat med “skatkammeret”, som åbenbart lå i det område der hed Kvindernes Forgård. (Se studienote til Mt 27:6 og Tillæg B11). Ifølge rabbinske kilder var der placeret 13 bidragsbøsser langs med muren i denne forgård. Man mener at der også var et stort skatkammer i templet, hvor pengene fra bidragsbøsserne blev bragt hen.

penge: Bogst.: “kobber”, dvs. kobberpenge, eller kobbermønter. Det græske ord blev også brugt som en generel betegnelse for penge. – Se Tillæg B14.

to småmønter: Bogst.: “to lepta, som er en kvadrans”. Lepta er flertal af det græske ord lepton, der hentyder til noget der er småt og tyndt. En lepton var en mønt hvis værdi svarede til 1/128 af en denar. Den var åbenbart den mindste mønt af kobber eller bronze som blev brugt i Israel. (Se Ordforklaring: “Lepton”, og Tillæg B14). Det græske ord kodrantes (af det latinske ord quadrans) hentyder til en romersk mønt af kobber eller bronze hvis værdi svarede til 1/64 af en denar. Markus bruger her en romersk møntenhed for at forklare hvilken værdi jødernes mønter havde. – Se Tillæg B14.