ET JETFLY genererer kraftige hvirvler ved vingespidserne under flyvning. Disse hvirvelstrømme skaber luftmodstand og øger derved brændstofforbruget. De kan også påvirke bagvedliggende fly. Derfor skal der være en vis afstand mellem fly der letter fra samme startbane, så lufthvirvlerne kan nå at forsvinde.

Flyingeniører har fundet ud af hvordan de kan mindske disse problemer. Løsningen? De har ladet sig inspirere af de opadbøjede fjer på vingespidserne på svævende fugle, som for eksempel musvåger, ørne og storke.

Tænk over dette: Når disse store fugle er i luften, bøjer fjerene på deres vingespidser opad så de står nærmest lodret. På den måde opnår de mest mulig opdrift i forhold til deres vingefang. Samtidig forbedres ydeevnen. Ingeniører har udviklet flyvinger der har en lignende form. Ved at foretage innovative forsøg i vindtunneler har man opdaget at hvis de modificerede vinger havde den korrekte bøjning i spidsen og var tilpasset luftstrømmen, kunne de forbedre flyets ydeevne – i dag med helt op til 10 procent eller mere. Det skyldes at vingespidserne mindsker luftmodstanden ved at minimere hvirvelstrømmene. Desuden skaber vingespidserne en slags jetkraft der “modvirker noget af den normale luftmodstand”, siger Encyclopedia of Flight.

De opadbøjede vingespidser bevirker at fly kan tilbagelægge større afstande, transportere en større last, udstyres med kortere vinger – der også gør det lettere at parkere – og spare brændstof. For eksempel siger en pressemeddelelse fra NASA at flyselskaberne i 2010 “sparede 7,6 milliarder liter brændstof på verdensplan” og bidrog til en stor reduktion af CO₂-udledning.

Hvad mener du? Er de opadbøjede vingespidser på svævende fugle et resultat af en evolution, eller står der en designer bag?