Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 KOM NÆR TIL GUD

Han ’mætter vores hjerter’

Han ’mætter vores hjerter’

Er Jehova virkelig interesseret i os, eller er han ligeglad med hvordan vi har det her på jorden? Bibelens svar på det spørgsmål fylder os med varme følelser. Gud har ægte omsorg for mennesker, og han ønsker at vi skal glæde os over livet. Hver dag lader han mennesker, endog de mest utaknemmelige, få gavn af hans overvældende godhed. Tænk over apostlen Paulus’ ord. — Læs Apostelgerninger 14:16, 17.

Paulus henvendte sig til indbyggerne i byen Lystra som ikke tilbad Gud, og sagde til dem: „I de forgangne generationer har [Gud] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ Hvordan opfattede Paulus’ tilhørere disse ord?

Folk i Lystra kunne let se at det Paulus sagde, var rigtigt. De levede i et landbrugssamfund i et frugtbart og vandrigt område. Men, som Paulus mindede dem om, er det Gud der giver regn og frugtbare tider. Derfor fik de gavn af Guds godhed hver gang de høstede rigeligt med afgrøder og spiste et lækkert måltid mad.

Paulus’ ord til indbyggerne i Lystra lærer os flere vigtige ting om Jehova Gud.

Jehova har givet os en fri vilje. Læg mærke til at han tillod alle de ikkejødiske nationer „at gå deres egne veje“. Et opslagsværk for bibeloversættere oplyser at udtrykket også kan gengives „at gå hvorhen de ville“, eller „at gøre som de selv fandt bedst“. Jehova tvinger ikke nogen til at tilbede ham. Han har givet os en fri vilje — evnen til selv at vælge hvordan vi vil leve vores liv. — 5 Mosebog 30:19.

Jehova ønsker at vi skal lære ham at kende. Han har ikke „ladet sig være uden vidnesbyrd“, forklarede Paulus. Det førnævnte opslagsværk siger at dette udtryk kan gengives med at „han klart har vist mennesker hvilken slags Gud han er“. Guds skaberværk er et talende vidnesbyrd om hans „usynlige egenskaber“, deriblandt hans godhed, visdom, magt og kærlighed. (Romerne 1:20) Jehova har åbenbaret endnu mere om sig selv i Bibelen. (2 Timoteus 3:16, 17) Er det ikke meget tydeligt at han ønsker at vi skal lære ham at kende?

Hver dag tillader Gud mennesker, endog de mest utaknemmelige, at få gavn af hans overvældende godhed

Jehova ønsker at vi skal være glade. Han ’mætter vores hjerter med føde og glæde’, sagde Paulus. Endog synderen som ikke kender Jehova, kan spise af hjertens lyst og glæde sig over livet. Men Gud ønsker at vi skal opnå sand og varig lykke. Det kan vi kun hvis vi lærer sandheden om ham at kende og efterlever det vi lærer. — Salme 144:15; Mattæus 5:3.

Hver dag har vi alle gavn af Jehovas godhed. Kunne du tænke dig at lære mere om hvordan du kan vise taknemmelighed mod Gud som mætter dit hjerte „med føde og glæde“?

Forslag til bibellæsning i juli

Apostelgerninger 11-28