Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De mødte villigt frem — i Vestafrika

De mødte villigt frem — i Vestafrika

UNDER sin opvækst i et fattigt kvarter i Elfenbenskysten længtes Pascal efter et bedre liv. Han var amatørbokser og tænkte derfor: ’Hvor kan jeg blive sportsstjerne og blive rig?’ Da han var midt i tyverne, konkluderede han at Europa måtte være stedet. Men han havde ikke noget pas og ville derfor blive nødt til at rejse illegalt ind i Europa.

I 1998, i en alder af 27, påbegyndte Pascal sin rejse. Han krydsede grænsen til Ghana, rejste gennem Togo og Benin og nåede til sidst byen Birni Nkonni i Niger. Nu skulle den virkelig farlige del af turen til at begynde. For at komme nordpå måtte han hoppe på en lastbil og krydse Sahara. Når han nåede Middelhavet, ville han gå om bord på et skib til Europa. Det var planen, men der skete to ting i Niger som stoppede ham.

For det første slap hans penge op. For det andet mødte han Noé, en pionerbroder, der begyndte at studere Bibelen med ham. Det Pascal lærte, rørte ham dybt og ændrede hans livssyn. Hans materielle mål blev erstattet af åndelige interesser. I december 1999 blev han døbt. For at vise Jehova sin taknemmelighed begyndte han i 2001 som pioner i Niger — i den by hvor han havde lært sandheden at kende. Hvad synes Pascal om sin tjeneste? Han siger begejstret: „Jeg får det bedste ud af livet!“

DE FÅR MERE UD AF LIVET — I AFRIKA

Anne-Rakel

Mange har, ligesom Pascal, erfaret at man opnår større tilfredshed i livet når man stræber efter at nå åndelige mål. For at nå sådanne mål har nogle forladt Europa og er flyttet til Afrika for at tjene i områder hvor der er et større behov for forkyndere. Faktisk er omkring 65 Jehovas Vidner fra Europa — i alderen 17 til 70 — flyttet til de vestafrikanske lande Benin, Burkina Faso, Niger og Togo * for at tjene hvor behovet er større, som såkaldte „need greaters“. Hvad har motiveret dem til at tage så stort et skridt, og hvordan er det gået dem?

Anne-Rakel fra Danmark fortæller: „Mine forældre har været missionærer i Senegal. De talte altid så begejstret om missionærlivet at jeg også fik lyst til sådan et liv.“ For cirka 15 år siden, da Anne-Rakel var først i tyverne, flyttede hun til Togo, hvor hun tjener i en tegnsprogsmenighed. Hvordan var dét at hun flyttede, med til at motivere andre? Hun siger: „Senere flyttede min lillesøster og lillebror også til Togo.“

Albert-Fayette og Aurele

 Aurele, en 70-årig gift broder fra Frankrig, siger: „For fem år siden, da jeg blev pensioneret, stod jeg over for et valg: at leve et stille liv i Frankrig og vente på Paradiset eller gøre noget for at udvide min tjeneste.“ Aurele valgte det sidste. For omkring tre år siden flyttede han og hans kone, Albert-Fayette, til Benin. „At stille os til rådighed for at tjene Jehova her er det bedste vi nogen sinde har gjort,“ siger Aurele og tilføjer med et smil: „Faktisk minder dele af vores distrikt langs kysten mig om Paradiset.“

Clodomir og hans kone, Lysiane, flyttede fra Frankrig til Benin for 16 år siden. I begyndelsen savnede de deres familie og venner i Frankrig rigtig meget, og de frygtede at de ikke ville kunne tilpasse sig deres nye liv. Men deres frygt var ubegrundet. De har haft mange glæder. „I disse 16 år,“ siger Clodomir, „har vi haft den forret at hjælpe i gennemsnit én om året til at tage imod sandheden.“

Lysiane og Clodomir med nogle de har hjulpet til at lære sandheden at kende

Johanna og Sébastien

Sébastien og Johanna, et ægtepar fra Frankrig, flyttede til Benin i 2010. „Der er utrolig meget at gøre i menigheden,“ siger Sébastien. „At tjene her er som at være på et intensivt teokratisk kursus!“ Hvordan er reaktionen i distriktet? Johanna siger: „Folk tørster efter sandheden. Selv når vi ikke er i forkyndelsen, standser folk os på gaden for at stille os bibelske spørgsmål og få vores publikationer.“ Hvordan har det at de er flyttet, påvirket deres ægteskab? Sébastien siger: „Det har styrket vores ægteskab. Jeg synes det er en fornøjelse at kunne bruge hele dage i tjenesten sammen med min kone.“

Eric og hans kone, Katy, tjener som pionerer i det tyndt befolkede nordlige Benin. For cirka ti år siden, mens de boede i Frankrig, begyndte de at læse artikler om at tjene hvor behovet er større, og at tale med nogle der var i heltidstjenesten. Det gav dem ønsket om at flytte til et andet land, hvilket de gjorde i 2005. De har været vidne til en imponerende vækst. Eric siger: „For to år siden var der 9 forkyndere i vores gruppe i byen Tanguiéta; nu er vi 30. Om søndagen er der mellem 50 og 80 til mødet. Det er fantastisk at se en sådan vækst!“

Katy og Eric

 IDENTIFICÉR OG OVERVIND UDFORDRINGER

Benjamin

Hvilke udfordringer har nogle af dem der er rejst ud hvor behovet er større, stået over for? Benjamin på 33 er Anne-Rakels bror. I Danmark mødte han i 2000 en missionær der tjente i Togo. Benjamin fortæller: „Da jeg sagde til ham at jeg gerne ville være pioner, svarede han: ’Ved du hvad, du kunne være pioner i Togo.’“ Benjamin tænkte over det. Han siger: „Jeg var ikke engang 20 på det tidspunkt, men mine to søstre tjente allerede i Togo. Det gjorde det lettere for mig at tage derned.“ Så han flyttede. Der var dog en udfordring. Benjamin forklarer: „Jeg kunne ikke et ord fransk. Det første halve år var hårdt, for jeg kunne ikke rigtig kommunikere med nogen.“ Men efterhånden lærte han sproget. Benjamin tjener nu på Betel i Benin, hvor han bringer litteratur ud og hjælper i computerafdelingen.

Marie-Agnès og Michel

Eric og Katy, som er nævnt tidligere, tjente i et fremmedsproget distrikt i Frankrig inden de flyttede til Benin. Hvordan var Vestafrika anderledes? Katy siger: „Det var ikke let at finde et ordentligt sted at bo. I flere måneder boede vi i et hus uden elektricitet og rindende vand.“ Eric tilføjer: „Der blev spillet meget høj musik i nabolaget til langt ud på aftenen. Man er nødt til at være tålmodig med den slags og være villig til at tilpasse sig.“ De siger begge: „Glæderne ved at tjene i et næsten uberørt distrikt opvejer alle besværlighederne.“

Michel og Marie-Agnès, et ægtepar fra Frankrig som er sidst i halvtredserne, flyttede til Benin for omkring fem år siden. Til at begynde med var de lidt nervøse. Michel siger: „Nogle sammenlignede situationen med at en linedanser skubber en trillebør foran sig — og det var os der sad i trillebøren! Det kunne virke skræmmende hvis ikke man vidste at linedanseren var Jehova. Det var altså for og med Jehova vi flyttede.“

HVORDAN DU FORBEREDER DIG

De der har erfaring med at tjene hvor der er et større behov, peger på at det er vigtigt at forberede sig: Man må lære at planlægge, at tilpasse sig, at holde et budget og at stole på Jehova. — Luk. 14:28-30.

Sébastien, som er nævnt tidligere, siger: „Inden vi flyttede, sparede Johanna og jeg op i to år ved at skære ned på udgifter til underholdning og undgå unødige indkøb.“ For at kunne blive ved med at tjene i udlandet arbejder de hvert år nogle få  måneder i Europa, og resten af året er de pionerer i Benin.

Marie-Thérèse

Marie-Thérèse er en af de cirka 20 singlesøstre fra andre lande der tjener som „need greaters“ i Vestafrika. Hun arbejdede som buschauffør i Frankrig; men i 2006 tog hun et års orlov for at være pioner i Niger. Inden længe vidste hun at det var sådan en tilværelse hun gerne ville have. Marie-Thérèse siger: „Da jeg kom tilbage til Frankrig, sagde jeg til min arbejdsgiver at jeg gerne ville have ændret min arbejdsplan, og det gik han med til. Nu arbejder jeg som buschauffør i Frankrig fra maj til august, og fra september til april tjener jeg som pioner i Niger.“

Saphira

De der søger Riget først, kan stole på at Jehova vil sørge for alle andre nødvendige ting. (Matt. 6:33) Tænk for eksempel over hvad der skete for Saphira, en ugift søster fra Frankrig der er sidst i tyverne og tjener som pioner i Benin. I 2011 var hun hjemme i Frankrig for at tjene penge nok til at forsørge sig selv i endnu et år (hendes sjette) i Afrika. Saphira fortæller: „Det var en fredag, min sidste dag på jobbet, men jeg havde brug for ti dages arbejde mere for at have penge nok til det næste år. Jeg havde kun to uger tilbage i Frankrig. Jeg bad til Jehova og forklarede ham min situation. Kort efter ringede de fra et vikarbureau og spurgte om jeg kunne tage et tougers vikariat.“ Om mandagen mødte Saphira op på jobbet for at blive oplært af den hun skulle afløse. Hun siger: „Hvor blev jeg overrasket over at finde ud af at det var en søster der skulle have fri i ti dage fordi hun skulle på pionerskole! Hendes chef havde sagt nej til at give hende fri medmindre der kunne findes en afløser. Hun havde tryglet Jehova om at gribe ind — ligesom jeg havde.“

DET GIVER ÆGTE TILFREDSHED

Nogle brødre og søstre har tjent i Vestafrika i mange år, og det er blevet deres hjem. Andre har kunnet bo der i nogle få år og er derefter rejst tilbage til deres hjemland, men selv i dag høster de gavn af at have tjent i udlandet. De har lært at ægte tilfredshed i livet kommer af at tjene Jehova.

^ par. 6 Afdelingskontoret i Benin fører tilsyn med arbejdet i alle fire lande, hvor der tales fransk.