BLANDT de flittige Jehovas Vidner som tjener i lande hvor der er behov for flere forkyndere, er der mange ugifte søstre. Nogle af dem har forkyndt i udlandet i en lang årrække. Hvad hjalp dem til at tage springet og flytte til et fremmed land? Hvad har de lært af at tjene i udlandet? Og hvordan er det gået dem? Vi har interviewet nogle af disse kvinder. Hvis du er søster og single og ønsker at finde dyb tilfredshed i din tjeneste, vil du sikkert blive inspireret af det de har at fortælle. Faktisk kan alle have gavn af at tænke over deres erfaringer.

Spekulerer du på om du har det der skal til for at tjene som pioner i et fremmed land? Anita, der i dag er i midten af halvfjerdserne, var meget i tvivl om hvorvidt hun ville kunne klare det. Hun voksede op i England og begyndte som pioner da hun var 18. “Jeg kunne godt lide at lære andre om Jehova,” fortæller hun, “men jeg havde aldrig forestillet mig at jeg kunne tjene i udlandet. Jeg havde aldrig lært et fremmedsprog, og det troede jeg faktisk heller ikke jeg var i stand til. Så det var noget af et chok da jeg blev indbudt til at overvære Gileadskolen. Jeg var overrasket over at en ubetydelig person som mig fik så særlig en invitation. Men så tænkte jeg: ‘Hvis Jehova mener jeg kan klare det, giver jeg det et forsøg.’ Det ligger nu mere end 50 år tilbage, og jeg har tjent som missionær i Japan siden da.” Anita tilføjer: “Nogle gange siger jeg med et glimt i øjet til de yngre søstre: ‘Pak rygsækken, og kom ud og få dit livs oplevelse!’ Jeg er glad for at kunne sige at mange har fulgt min opfordring.”

Mange af de søstre der har tjent i udlandet, var i starten nervøse ved tanken om at flytte ud. Hvordan samlede de mod til at tage springet?

“Som ung drømte jeg om at få et liv fyldt med mening, et hvor jeg kunne hjælpe andre,” husker Maureen, der er i midten af tresserne. Da hun fyldte 20, flyttede hun til Quebec i Canada, hvor der var stort behov for pionerer. “Senere fik jeg en invitation til Gileadskolen, men jeg var utryg ved at skulle tage til et fremmed sted uden mine venner,” siger hun og tilføjer: “Jeg var også bekymret over at skulle forlade min mor, som passede min syge far. Jeg tilbragte mange nætter med at bede tårefyldte og indtrængende bønner til Jehova. Da jeg talte med mine forældre om det, opfordrede de  mig til at tage imod invitationen. Jeg kunne også se at menigheden kærligt hjalp og støttede mine forældre. Fordi jeg så hvor omsorgsfuld Jehova er, fik jeg tillid til at han også ville sørge for mig. Og så var jeg klar til at tage afsted!” I 1979 rejste Maureen til Vestafrika og tjente der som missionær i mere end 30 år. I dag er hun specialpioner i Canada, hvor hun tager sig af sin mor. Om de år hun tilbragte i udlandet, siger hun: “Jehova gav mig altid det jeg havde brug for, når jeg havde brug for det.”

Wendy, der er i midten af tresserne og fra Australien, begyndte som pioner i teenageårene. Hun fortæller: “Jeg var meget genert og havde svært ved at tale med fremmede. Men som pioner lærte jeg at føre samtaler med alle slags mennesker, og det gav mig større selvtillid. Senere gik det op for mig at min usikkerhed var forsvundet. Gennem pionertjenesten lærte jeg at støtte mig til Jehova, og jeg begyndte at føle mig tryg ved tanken om at tjene i udlandet. Der var også en søster der havde været pioner i Japan i over 30 år, som inviterede mig med på en forkyndertur til Japan i tre måneder. Det at arbejde sammen med hende i forkyndelsen gav næring til mit ønske om at rejse ud.” I midten af 1980’erne flyttede Wendy så til Vanuatu, en østat der ligger omkring 1.800 kilometer øst for Australien.

Wendy er stadig i Vanuatu og tjener i dag på et oversættelseskontor. “Det giver mig virkelig stor glæde at se nye grupper og menigheder blive dannet afsidesliggende steder,” siger hun. “Det er et helt ubeskriveligt privilegium at have haft en lille andel i Jehovas arbejde her på øerne.”

Kumiko, der også er i midten af tresserne, var pioner i Japan, men så foreslog hendes pionermakker at de flyttede til Nepal. “Hun spurgte mig igen og igen, og jeg blev ved med at sige nej,” fortæller Kumiko. “Jeg var usikker på om jeg ville kunne lære et nyt sprog og falde til et nyt sted. Og jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle skaffe de penge der skulle til for at flytte til udlandet. Omkring det tidspunkt hvor jeg gik med disse tanker, kom jeg ud for en motorcykelulykke og røg på hospitalet. Mens jeg lå der, tænkte jeg: ‘Hvem ved hvad der kan ske i fremtiden? Jeg kan lige pludselig få en alvorlig sygdom og have forspildt chancen for at være pioner i et fremmed distrikt. Kunne jeg i det mindste ikke bare tjene ét år i udlandet?’ Jeg bad inderligt Jehova om hjælp til at tage springet.” Efter at Kumiko var blevet udskrevet fra hospitalet, tog hun en tur til  Nepal, og senere flyttede hun og hendes pionermakker dertil.

Kumiko siger om de næsten ti år hun nu har tjent i Nepal: “De problemer jeg havde bekymret mig om, forsvandt foran mig som vandet i Det Røde Hav. Jeg er så glad for at jeg valgte at tjene hvor der er stort behov. Tit når jeg sidder og drøfter bibelske emner med en familie, kommer der fem-seks naboer over for at lytte med. Selv små børn beder mig respektfuldt om at få en folder der fortæller om Bibelen. Det er virkelig en glæde at forkynde i et distrikt hvor der er så stor interesse.”

Selvfølgelig kom de modige søstre vi har interviewet, også ud for udfordringer. Hvordan har de tacklet dem?

“Til at begynde med var det svært for mig at være så langt væk fra min familie,” siger Diane fra Canada, der i dag er i begyndelsen af tresserne. Hun tjente som missionær i Elfenbenskysten i 20 år. “Jeg bad Jehova om hjælp til at få kærlighed til menneskene i mit distrikt. En af lærerne på Gileadskolen, bror Jack Redford, forberedte os på at vi i starten måske ville blive foruroliget, endda chokeret, over de forhold mennesker levede under i vores tildelte distrikt, især når vi blev konfronteret med dyb fattigdom. Men så sagde han: ‘Kig ikke på fattigdommen. Se på menneskene, på deres ansigter og deres øjne. Læg mærke til hvordan de reagerer når de hører sandheden fra Bibelen.’ Det gjorde jeg, og hvor var det en stor velsignelse! Når jeg forkyndte det trøstende budskab om Guds rige, så jeg folks øjne lyse op.” Hvad mere hjalp Diane til at vænne sig til at tjene i udlandet? “Jeg fik et nært forhold til dem jeg studerede med, og mærkede den indre glæde det giver at se dem blive loyale tjenere for Jehova. Mit distrikt blev mit hjem, og jeg fik åndelige mødre, fædre, brødre og søstre, sådan som Jesus lovede.” – Mark. 10:29, 30.

Anne, der er midt i fyrrerne, tjener i Asien i et land hvor vores arbejde er underlagt begrænsninger. “Gennem årene har jeg tjent forskellige steder og boet sammen med søstre der havde en helt anden baggrund og personlighed end mig,” fortæller hun. “Indimellem førte det til misforståelser og sårede følelser. Når det skete, prøvede jeg at lære mine bofæller bedre at kende og at få en bedre forståelse af deres kultur. Jeg gjorde også en større indsats for at være venlig og rimelig over for dem.  Min indsats bar frugt og har ført til mange stærke og varige venskaber der hjælper mig til at holde ud i min opgave.”

I 1993 fik Ute fra Tyskland, der i dag er først i halvtredserne, til opgave at tjene som missionær i Madagaskar. Hun fortæller: “I begyndelsen kæmpede jeg for at lære det lokale sprog, vænne mig til det fugtige klima og håndtere malaria, amøber og parasitter. Men jeg fik meget hjælp. De lokale søstre, deres børn og mine elever hjalp mig tålmodigt til at få styr på sproget. Min missionærmakker tog sig omsorgsfuldt af mig når jeg var syg. Og mest af alt fik jeg hjælp fra Jehova. Jeg bad ofte til ham og fortalte ham om mine bekymringer. Så ventede jeg tålmodigt – nogle gange i dage, nogle gange i måneder – på at han besvarede mine bønner. Men Jehova løste altid problemerne.” Ute har nu tjent i Madagaskar i 23 år.

Singlesøstre der har prøvet at tjene i et fremmed land, giver ligesom andre “need-greaters” udtryk for at det har beriget deres liv. Hvilke velsignelser har de fået?

Heidi, der er fra Tyskland, har tjent som missionær i Elfenbenskysten siden 1968. I dag er hun i begyndelsen af halvfjerdserne, og hun siger: “Den største glæde jeg har oplevet, har været at se at mine åndelige børn ‘fortsat vandrer i sandheden’. Nogle af dem jeg har studeret Bibelen med, er nu pionerer og ældste. Mange af dem kalder mig mor eller bedstemor. En af disse ældste har kone og børn, og de betragter mig alle som deres familie. Så Jehova har velsignet mig med en søn, en svigerdatter og tre børnebørn.” – 3 Joh. 4.

Karen fra Canada, der også er først i halvfjerdserne, og som tjente over 20 år i Vestafrika, siger: “Livet som missionær lærte mig at være mere selvopofrende, kærlig og tålmodig. Det har også udvidet min horisont at arbejde sammen med folk af forskellig nationalitet. Jeg har lært at der er mange måder at gøre tingene på. Og hvor er det en stor velsignelse at jeg i dag har skønne venner jorden over! Selvom vores liv og opgaver har forandret sig, har vi stadig et nært forhold.”

Margaret, der er fra England og i dag er sidst i halvfjerdserne, var missionær i Laos. Hun fortæller: “Ved at tjene i udlandet har jeg fået mulighed for med egne øjne at se Jehova drage mennesker til sig, uanset deres race og baggrund. Det har virkelig styrket min tro og givet mig tillid til at Jehova leder sin organisation og vil gennemføre sin hensigt.”

Ja, de mange singlesøstre der tjener i udlandet, har udført et enestående arbejde i tjenesten for Jehova. De fortjener stor ros. (Dom. 11:40) Og de vokser hele tiden i antal. (Sl. 68:11) Har du mulighed for at tilpasse dine omstændigheder og følge i deres fodspor? Hvis du gør det, vil du uden tvivl ‘smage og se at Jehova er god’. – Sl. 34:8.