Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad skal børn lære?

Hvad skal børn lære?

Hvad skal børn lære?

„Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ — 2 TIMOTEUS 3:16.

HVOR kan man finde sandheden om Gud når man gerne vil undervise sine børn i religion? Det kan man i den mest respekterede religiøse bog i verden, nemlig Bibelen.

Bibelen er som et brev fra Gud. I dette brev viser han os hvilken personlighed han har, og han giver moralsk vejledning til alle sine børn, både store og små. Her følger nogle af de lærepunkter der findes i Bibelen. Læg mærke til det som selv små børn kan lære af dem.

Hvad vil Gud gerne have at vi skal vide om ham?

Hvad Bibelen siger: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

Hvad vi kan lære: Gud er ikke bare et begreb eller en upersonlig kraft. Han er usynlig, men han er en virkelig person der har et navn.

Hvad Bibelen siger: „Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig.“ — 1 Krønikebog 28:9.

Hvad vi kan lære: Jehova Gud har omsorg for os alle, også for små børn. (Salme 10:14; 146:9) Han vil gerne have at vi lærer om ham.

Hvad Bibelen siger: „Ingen enke eller faderløs må I underkue. Hvis du på nogen måde underkuer dem, da vil jeg visselig høre deres råb, hvis de blot råber til mig.“ — 2 Mosebog 22:22-24.

Hvad vi kan lære: Jehova lytter til alle som beder til ham, også børn. Vi kan tale til Gud så tit vi vil, og udtrykke vores inderste tanker og følelser for ham.

Hvad Bibelen siger: „Gang på gang satte de Gud på prøve, ja, Israels Hellige bedrøvede de.“ — Salme 78:41.

Hvad vi kan lære: Vores ord og handlinger påvirker Jehovas følelser. Derfor må vi tænke over hvad vi siger og gør.

Hvordan skal vi behandle dem der er anderledes end os?

Hvad Bibelen siger: ’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.’ — Apostelgerninger 10:34, 35.

Hvad vi kan lære: Da Gud accepterer alle uanset deres baggrund, har vi ikke ret til at diskriminere andre fordi de har en anden hudfarve eller andre ansigtstræk end os.

Hvad Bibelen siger: ’Vær altid rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.’ — 1 Peter 3:15.

Hvad vi kan lære: Når vi drøfter religion, skal vi gøre det med overbevisning, men uden at være aggressive. Vi må vise respekt for dem der har andre opfattelser end os.

Hvordan skal vi behandle vores familie?

Hvad Bibelen siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ — Kolossenserne 3:20.

Hvad vi kan lære: Når børn er lydige mod deres forældre, viser de ikke bare at de elsker deres forældre, men også at de gerne vil glæde Gud.

Hvad Bibelen siger: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ — Kolossenserne 3:13.

Hvad vi kan lære: Det kan ikke undgås at andre, også nogle i vores egen familie, skuffer os en gang imellem. Men hvis vi gerne vil have at Gud tilgiver os, må vi lære at tilgive andre. — Mattæus 6:14, 15.

Hvorfor skal vi være ærlige og kærlige?

Hvad Bibelen siger: „Da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver med sin næste.“ — Efeserne 4:25.

Hvad vi kan lære: Når vi taler sandt, efterligner vi Gud og glæder ham. Hvis vi tillægger os den vane at lyve, bliver vi ligesom Guds fjende, Djævelen, der er „løgnens fader“. — Johannes 8:44; Titus 1:2.

Hvad Bibelen siger: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

Hvad vi kan lære: Vi må tage hensyn til de følelser, meninger og behov som andre i vores familie og i lokalsamfundet har. Når vi viser næstekærlighed, vil andre være mere tilbøjelige til at behandle os venligt og kærligt. — 1 Peter 3:8; Lukas 6:38.

Som disse eksempler viser, indeholder Bibelen gode råd der kan hjælpe børn til at blive taknemmelige, respektfulde og forstående når de vokser op. Men hvem skal undervise børnene i disse ting?